- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Tesla Model 3 Long Range AWD Performance


---- Med lynets hast ----


Af Søren Clauding – marts 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

0-100 km/t på 3,5 sekunder. Det lyder absurd og strider mod den grundliggende idé om miljørigtig mobilitet. Men så længe, man ikke praktiserer det, er der i virkeligheden blot tale om et uudnyttet kraftpotentiale, som er til rådighed, når man ønsker at bruge det.

 

Den nye semikompakte Tesla Model 3 har dette potentiale. Og så længe det henligger uudnyttet, altså at motoren kun leverer den kraft, der er nødvendig for almindelig kørsel, er miljøregnskabet på grund af en elmotors energieffektivitet såmænd ikke helt umuligt, selvom den kan levere op til 450 hestekræfter, når speederen trædes i bund.

 

STORT batteri

Det officielle WLTP tal siger en rækkevidde på 530 kilometer for den prøvekørte Performance udgave, 560 kilometer i den ”almindelige” Model 3. Men glem ikke, bilen er udrustet med et batteri på ikke mindre end 75 kWh. Det er næsten dobbelt så stort som batteriet i fx en Nissan LEAF. Det koster elektrisk strøm at oplade og strømmen skal også produceres…

 

Og selvom batteriet i Tesla Model 3 er af letvægtstypen, vejer bilen 3-400 kg mere end en konventionel personbil med samme dimensioner. Det er måske heller ikke det mest energieffektive at køre rundt med så megen vægt. Men det kompenseres der også for, simpelthen fordi elmotorer er mere energieffektive end forbrændingsmotorer.

 

Teslas betydning

Midt i det hele står så det faktum, at Tesla har en væsentlig del af æren for den store opmærksomhed, elbiler bar opnået. Dels fordi bilerne er iøjefaldende, dels fordi de har den lange rækkevidde, og måske var det da også nødvendigt, at gøre dem ultrahurtige, for at gøre op med fordommene om at elbiler var kedelige. Og måske for også markedsmæssigt, at gøre dem anderledes end konkurrenterne.

 

Og kedelig skal ingen påstå, at en Tesla Model 3 er. Med mindre man synes, det er kedeligt, ikke at blive fulgt på vej af brølende forbrændingsmotorer. For den svage hvinen fra de to elmotorer, der tilsammen leverer 450 hestekræfter, er den eneste lydmæssige indikation af, at nu leveres der energi i rå mængder.

 

På kanten af det behagelige

Resten opleves af det tempo, det omkringliggende landskab passerer forbi med, og ikke mindst det voldsomme tryk på kroppens indre organer, som ikke nødvendigvis er behageligt. 0-100 km/t på 3,5 sekunder er kun 0,8 sekund langsommere end en Formel E racerbil, men i den ligger man mere end man sidder og racerkørerne er mere veltrænede end folk er flest.

 

En medium kompakt personbil, der vejer 1847 kg uden læs, stiller krav om en fast affjedring. Det samme gør et så stort fartpotentiale som Model 3 besidder. Den kan køre 250 km/t på toppen, og også det kræver en spændstig undervogn samt den rette konstruktion.

 

Optimal undervogn

Begge dele har Model 3. Fortil har den dobbelte wishbones, bagtil multilink. Bilens balance er god, også når effekten lukkes ud på de fire trækkende hjul, og affjedringen er rigtig, når fartpotentialet udnyttes. Cruiser man, som vi har illustreret i on-board videoen her på siden, vil mange givet vis føle den for fast og ukomfortabel. Det er der muligvis en løsning på i udgaven med luftaffjedring. Den har vi imidlertid ikke prøvet endnu.


20" 35 procent lavprofildæk giver et præcist tag i asfalten, men gør også kørslen ukomfortabel ved almindelig kørsel.


I teknisk forstand er de to motorer forskellige. Fortil handler det om en induktionsmotor, mens man bagtil benytter en permanent magnet motor. Frontmotoren leverer op til 197 hestekræfter og den bageste maskine 283 hk - og så er Model 3 helt igennem elektrisk.



Forberedt til selvstyring

Bilen leverer ikke andre kørerhjælpemidler end gængse premiumbiler på markedet (altså vognbaneassistent, adaptiv fartpilot etc.), men den er forberedt til autonom kørsel, når det måtte blive aktuelt. Indtil da må klare sig med et lækkert konventionelt rat, et par pedaler og en kæmpemæssig computerskærm over midterkonsollen. Den er helt central for styringen af stort set alle funktioner i bilen.



Skærmen findes tilsvarende i de øvrige Tesla modeller og er bestemt både intuitiv og let at betjene. Men klarheden går ofte tabt på grund af kraftigt genskin og reflekser, og det er ikke altid lige hensigtsmæssigt, at betjene punkter på en skærm i stedet for fysiske knapper, især ikke når bilen vibrerer på grund af den stramme affjedring.

 

Elmotorerne giver plads

Pladsforholdene er gode i en Tesla Model 3, selvom sedan/sportscoupe karrosseri formen giver visse udfordringer. Man har udnyttet de kompakte elmotorer til ude fortil at levere 85 liter af den samlede bagage kapacitet på 425 liter i den 4,69 meter lange bil. Bilens flade design gør ikke ind- og udstigning til den mindst krævende øvelse. Og det gælder både for- og bagsæderne.



Men man sidder godt i de el-justerbare sportssæder og har glæde af det tonede glastag, 2 zone klimaanlægget og måske især det utrolig enkle cockpit design, som selvfølgelig har lukreret på den enkle instrumentering.


Andre Tesla prøvekørsler - find dem her >>>

 

Læs også:

Tesla on-line studio


Vi har landevejstestet den nye Tesla Model 3 i Performance versionen med 4-hjulstræk og 450 elektriske hestekræfter. Hvordan er bilen, som kan køre fra 0-100 km/t på 3,5 sekunder, at cruise i indenfor rammerne af de danske hastighedsgrænser. Fuld HD.



Model:

Tesla Model 3 Long Range AWD Performance

Listepris:

Kr. 538.900.

Motor og transmission:

For: Induktions elmotor, 197 hk. Bag: Permanent magnet elmotor, 283 hk. Systemeffekt: 450 hk. 640 Nm. 350 V. Firehjulstræk. 75 kWh batteri.

Præstationer acceleration/ topfart/

Rækkevidde (WLTP):

3,5 sek./ 250 km/t/ 530 km.

Længde/Højde:

4,69/ 1,44 m

Bagagerum:

85 liter for, 340 liter bag

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESP. 20” alufælge (235/35-20). Vognbaneassistent. Fjernbetjent centrallås. Nøgleløs entry. Multijusterbart rat. 2-zone klimaanlæg. 15” touch screen med permanent internetopkobling og 360 grader kamera. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Adaptiv Fartpilot. Sædevarme. El-justerbare forsæder. Regnsensor. 3 X Isofix. 5 EuroNCAP stjerner. Batterigaranti: 8 år ubegrænset km. 4 års mekanisk garanti. Tonet glastag.


 

 

 

 

Panoramaglastaget er usædvanligt i sin form og toning og er i princippet en enhed fra fronthjem til lige før bagklappen.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt